Elverhøj - men tonen er lav

Originalplottet lyder således: Grev Walkendorf har ladet to børn bytte for egen vindings skyld. Han udgiver sin spæde broderdatter for at være Elisabet Munk. Og en bondekone får mod en net sum penge den lille Elisabet i sin varetægt, men en aften forlader hun den lille ved elverhøjen. Mor Karen kommer forbi stedet, hun tager barnet med sig hjem, og i den fattige hytte opdrages nu den adelsfødte Elisabet Munk, der nu kaldes Agnete.
Hun vokser op til at være en smuk jomfru og ved elverhøjen møder hun den ædle ridder Ebbesen, der kommer til at elske hende. Men han skal – mod sin vilje – holde bryllup med jomfru Munk på Højstrup (altså med det forbyttede barn). Kong Chr. 4 har befalet det ! Uventet kommer kongen til Tryggevælde og hører om sagnet, der siger, at han ikke tør gå over åen og ind i Elverkongens rige. Men kongen går over åen med ordene : “Vel er jeg ikke Cæsar og vel er dette ikke Rubicons bølger, men dog siger jeg : Jacta est alea.”

Figaros opdaterede udgave af Elverhøj får stort set samme dramatiske forløb, men den revideres (kraftigt) af de medvirkende, og ud over de allerede indlagte sange tilsættes der mere musik og komik. Og så kan det heller ikke undgås, at en forbryderbande blander sig, ikke blot i ouverturen til Elverhøj, men i selve handlingsforløbet.

I denne festforestilling spilles, synges og danses alle roller i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulff, Rasmus Krogsgaard, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.